Webinar: Se præsentation af Lunar Ligaerne for forår 2025

Forårssæsonen 2025 i Lunar Ligaerne står for døren, og derfor inviterer Dansk Padel Forbund nu til et åbent webinar for spillere, kaptajner, klubber, centre og andre interesserede. Det skriver Dansk Padel Forbund i en nyhed.

Webinaret bliver afholdt onsdag den 22. januar 2025 klokken 19.30 til 21.00. Du kan se optagelsen her og præsentationen her.

Blandt emnerne på webinaret er datolinjen for Lunar Ligaerne i den kommende sæson, ligesom regionsstrukturen, divisionsstrukturen og regelændringer vil blive gennemgået.

– Vi holder webinaret, så man bliver klædt på til at være kaptajn og admin, og så man kan få svar på de spørgsmål, man måtte have, inden sæsonen starter. Man kan forvente at blive klogere på strukturen og at få forklaret de mest gængse regler, siger Henrik Vestergaard, ansvarlig for Lunar Ligaerne hos Dansk Padel Forbund.

Spritny Elitedivision

I Lunar Ligaen bliver forårssæsonen 2025 den første sæson, hvor der kun vil være én Elitedivision for hele landet. Det betyder, at ekstra mange hold er rykket ned på bagkant af efterårssæsonen 2024, hvorfor niveauet også vil blive højere ned gennem alle rækker, end det har været før.

– Det er skelsættende, at vi laver en så omfattende strukturændring i Lunar Ligaen. Så der kommer til at være en del om, hvilken betydning det vil få, fortæller Henrik Vestergaard.

I disse timer er puslespillet for rækkerne og divisionerne i Lunar Ligaerne ved at blive lagt, og med over 1400 tilmeldte hold, er der nok at se på, når det kommer til at få brikkerne samlet. Dertil kommer små 200 ansøgninger om indplaceringsønsker fra nye og eksisterende hold.

– Vi har 75 hold, som ikke har gentilmeldt sig, mens der er 175 nye hold med. Så der er meget få huller til at efterkomme ønskerne, siger Henrik Vestergaard, før han fortsætter:

– Mange spørger lige nu ind til boldbestillinger, og der kan jeg sige, at vi er begyndt at sende boldene ud, og at de nok skal komme frem snart, slår den ansvarlige for Lunar Ligaerne fast.

Det er Henrik Vestergaard, som bliver torvholder på webinaret, hvor han også vil besvare spørgsmål. Foto: Dansk Padel Forbund.

Vigtig information

Der er mange forskellige ting, som er gode at have styr på, inden Lunar Ligaerne starter i februar. Særligt er det vigtigt at kende til de nye regler forud for sæsonen, ligesom det også er afgørende at være opmærksom på de forskellige deadlines, tvister og matchprotokol.

– Det er vigtigt at være med til at fortælle ude i padelmiljøet, hvordan reglerne er skruet sammen, så alle er trygge ved det. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man tilmelder sig webinaret, så du bliver klædt på til sæsonen i Lunar Ligaerne, som vi ser ekstremt meget frem til går i gang, slutter Henrik Vestergård.

Efter præsentationen vil det være muligt for alle at stille eventuelle spørgsmål i slutningen af webinaret.

–> Du kan se optagelsen her og præsentationen her <–

Forrige artikelLunar Ligaen slår rekord: Over 1.400 hold klar til forårssæsonen 2025
Næste artikelNakskov Tennisklub: Let’s padel gør det lettere at blive turneringsaktiv
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@padelbladet.dk. Anders er også freelance digital konsulent.