Børn og unges træningsmiljøer er i centrum, når unionerne, DGI og Dansk Tennis Forbund inviterer til regional samling tre steder i landet dette forår. Det skriver Padel i Danmark på deres hjemmeside.

Nationalt seminar bliver regionalt i 2025. Mens afstanden til den nærmeste samling bliver kortere, giver det forhåbentligt flere mulighed for at deltage.

På tre hverdagsaftener tre forskellige steder i landet byder unionerne, DGI og Dansk Tennis Forbund alle trænere, frivillige, bestyrelsesmedlemmer og andre nysgerrige indenfor til en temaaften, hvor børn og unge er i centrum.

Hvad er opskriften på et motiverende idrætsmiljø for børn og unge?

  1. Hvad er et motiverende idrætsmiljø for børn og unge?
  2. Hvordan kan vi skabe det i klubberne?
  3. Og hvad kan vi lære af hinanden?

Den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Jesper Nøddesbo, der i dag arbejder som selvstændig coaching konsulent, kommer med sit bud. Han bliver suppleret af Niels Grinderslev, der er ekspert i motiverende idrætsmiljøer.

Der bliver også rigeligt med tid til at inddrage erfaringer fra jeres klub eller naboklubben, så alle går hjem med inspiration og motivation til at løfte tiltagene for børn og unge i tennis, padel og pickleball. Du vil sågar kunne være klar med en konkret handleplan, når aftenen er omme.

Prisen skal i hvert fald ikke stå i vejen. Det koster nemlig kun 150 kroner – inklusive sandwich og drikkevarer – at deltage.

4 hurtige spørgsmål til Jesper Nøddesbo

Den tidligere landsholdsspiller i håndbold, Jesper Nøddesbo, er stillet fire hurtige spørgsmål af Padel i Danmark, før det går løs.

SPØRGSMÅL 1: Hvorfor skal man med dine ord selvfølgelig møde op til regional samling om børn og unges træningsmiljø?

”Det skal man, fordi snakken omkring rammerne i børn og unge-idræt er både spændende, vigtig og ikke mindst nødvendig, når vi skal skabe de gode fællesskaber og træningsmiljøer.”

SPØRGSMÅL 2: Du har selv haft en topprofessionel elitekarriere. Nu er du blandt andet håndboldtræner for U15-piger. Hvad giver det dig at træne den gruppe af spillere?

”Jeg elsker at komme til træning med mine piger. Der er som regel altid højt humør, og det er et fedt sted at få skuldrene ned og smilet op. Jeg kan godt være træt, inden jeg tager afsted, men jeg kommer næsten altid hjem med mere energi, end da jeg tog afsted. Jeg er virkelig optaget af fællesskabet – og det at skabe rammerne for at kunne give sig hen til sin sport. Det at vinde er faktisk et stykke nede på listen.”

SPØRGSMÅL 3: Som håndboldtræner for U15 piger, hvad har været den største øjenåbner for dig i forhold til at skabe et motiverende idrætsmiljø? Måske noget, der er vigtigere at have fokus, end det du havde troet, da du startede?

”Den største øjenåbner for mig har været, at jo strammere rammer jeg giver spillerne – altså mit view på hvordan håndbold skal spilles – jo mere sætter jeg dem op til at træde ved siden af og gøre det forkert. Jeg får så mange oplevelser, hvor spillere pludselig kan noget, som de aldrig har trænet, men bevægelserne er blevet leget ind.”

SPØRGSMÅL 4: Hvordan ser du samspillet mellem trivsel, motivation og ”sportslig udvikling” (det at blive bedre til/mestre sin sport)? Er det hinandens forudsætninger, eller noget, der kan spænde ben for hinanden?

”Jeg tror, det er nogle virkelig fine pejlemærker, men det er også noget, som vi skal forsøge at skabe en fælles forståelse af. Jeg synes, de supplerer hinanden så godt i forhold den måde, jeg tænker idræt på.”

Du kan høre meget mere til Jesper Nøddesbos erfaringer gennem et langt liv i mange typer af træningsmiljøer og legen med håndbolden. Både i bredde- og elitemiljøer – og nu også som træner for U15-piger.

Vi krydrer det med, at I som deltagere og klubber selv skal arbejde med, hvad der fylder i jeres klub lige nu i forhold til at skabe de gode træningsmiljøer for børn og unge. Og vi hjælper jer på aftenen med at få sat nogle konkrete handlinger på jeres ønsker og behov til de næste skridt – som vi sammen med jer følger op på efterfølgende.

Program

  • 60 minutter – Velkomst og oplæg/samtale/introduktion til Nøddesbo
  • 30 minutter – Sandwich og overgang til tennis, padel og pickleball
  • 60 minutter – Gruppearbejde og netværk i forhold til forskellige problemstillinger med børn og unge
  • 30 minutter – Opsamling, handleplan og tak for i aften

Tilmelding

 

Forrige artikelDanmark imponerer ved Nordiske Mesterskaber 2025 i padel
Næste artikelRekordstor Arla Protein Ligaen: 236 hold klar til foråret 2025
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@padelbladet.dk. Anders er også freelance digital konsulent.