Kresten Mosbæk har skrevet denne optakt til sæsonen efterår 2024 for Lunar Ligaen i Elitedivision Vest. Kresten spiller selv for AL-Bank Elitepadel Aalborg.

Knap er Nils Skajaa og Esben Hess' tomme fadølskrus fra Danmarks mest besøgte padelholdkamp røget til forbrænding, inden der om lidt venter endnu en spændende sæson og flere magiske padelaftener i Lunar Ligaens Elitedivsion Vest.

Det er skønt at se, at fredagskonceptet tilsyneladende smitter i programplanlægningen hos holdkaptajnerne. Det skal nok kaste et par jyske skilsmisser af sig.

TOP 3:

Og apropos at sige farvel til noget gammelt og goddag til noget nyt (og ungt) kan vi passende begynde med sommerens mest markante indenrigstransfer, Emil Lilleøres skifte fra PadelBoxen til PadelPadel Aarhus. Lilleøres ophold i PadelBoxen kastede gode krydsdueller med Emil Okkels af sig, men på resultattavlen står det sygdomsramte nederlag mod Mads Engsted og Red Bull Nørdam tilbage. Det bliver spændende at se, hvordan Lilleøre håndterer at være den bærende kraft hos PP Aarhus, der udviser Final 4-ambitioner med tilknytningen af både Lilleøre, Willy Slaryd, Mads Emil og et par spaniere, hvor vi ikke kender omfanget af spilletid. Og så bliver det spændende at se, om den brede bænk med spilleglade typer som Kiranan, Stisen og Stoffersen gør oprør mod Jan Paulsen i rollen som boldrørsåbnere og glaspudsere.

Om PP Aarhus er the real deal får vi allerede svar på den 27. september, hvor Paulsens kryptokartel møder Aarhus-fusionen, Team Padel Star 77 Elite, som officielt overgår AL-Bank Elitepadel Aalborg i at have det mindst mundrette holdnavn i Elitedivsion Vest. Kampen bliver en kopi af sidste års sæsonåbner, hvor PP Aarhus meget overraskende slog PadelStar. Dette var dog uden både Esben Hess og Mads Engsted for PS, som må forventes at spille neglebidderen, der kommer til at definere resten af sæsonen. Bredden er blevet styrket med Philip Klindt og lefty Julius Fuglsang, som er kommet med på holdet i fusionen mellem PadelStar og chamerende Pakhus 77, hvor holdet fremover skal spille hjemmekampen frem for de corona-agtige og tomme tilstande i PS, der fortjener en arena med flere tilskuere. Holdet er uden tvivl topfavorit til divisionssejren, men kan man se Klindt og Fuglsang stå med Final 4-trofæet over hovedet i december? Ikke rigtigt, vel.

I PadelBoxen var Lilleøres farvel et symbolsk slag i maven på Rasmus Finsens mandskab, der i denne sæson skal sikre en Final 4-plads med den klart højeste gennemsnitsalder i ligaen. Man sidder stadig med fornemmelsen, at projektet i Odense mangler at forløse sig 100 procent efter den forrige sæson. Stammen med Okkels, Elholm og Søgaard bør være et stærkt nok fundament til Final4, når Tore, Jørgensen, Tade og Laugesen samtidig er i truppen, men der skal ikke mange afbud til, før PadelPadel Aarhus kan slå Albani-armyen. Et par unge Kolding-drenge havde pyntet på transferlisten, men én ting er sikkert – Finsen og Fyn er altid fin og garant for underholdning til ligaen.

TOP 4-5:

Vi træder et skridt ned ad favoritstigen og kører over Lillebælt til Kolding, hvor Anders Lund og Lasse Hviid er rykket til København. Om det er flugten fra et nyt æg mod DR eller et ønske om udvikling i MoveYourGame vides ikke, men faktum er, at Koldings drøm om et fremtidig dream team har fået et hak. For nu står de dog lige så stærkt som sidste sæson – hvis ikke stærkere. For det kan godt være, de største talenter er fløjet hjemmefra, og det er en skam, for illusionen om en Final4-sejr i 2029 er væk, men Schiøtz og nytilkomne Vernegaard tog en overbevisende 500-sejr over sommeren, og samtidig har man samlet et par rester op fra Vejles nedrykkere. Så selvom Kolding ikke kommer i Final4, er bredden blevet styrket, så man er garderet mod en af de direkte nedrykningspladser.

Koldings onde ånd fra de forrige sæsoner har været AL-Bank Elitepadel Aalborg, der med Malthe Nielsen i spidsen har manifesteret sig som Danmarks bedste padelhjemmebane. Holdet sluttede overraskende på en tredjeplads sidste sæson og har til den kommende sæson fået Aalborg-bosatte Diego Diez i truppen. Udover at være en ganske fin padelspiller er Diez mest af alt kendt for sit enorme netværk i Premier Padel-verdenen, hvilket har sendt verdens nummer 64, Miguel Benitez, der slog Lebron og Galan ved Malaga Open i 2022, ind i Aalborgs trup. Om Benitez kommer til at spille en kamp for nordjyderne, må fremtiden vise. Holdet har dog stadig en solid topbase med Malthe, Diego og Antonio. Man kan ikke lade være med at tænke på ondt blod og et gigantisk nordjysk brag i en eventuel playoff i december, hvor Skagen med Vasquez og Axelsson budgetterer med oprykning.

TOP 6-7:

Den 1. november kan der allerede nu sættes et STORT nordjysk kryds, for her står AL-Bank Elitepadel Aalborg overfor det hold, der efterhånden er blevet kendt som rugeklubben til Nordjyllands bedste hold. Den store forening Aalborg Padel, der har mere end 25 hold i Lunar Ligaen, har nemlig fået foreningens bedste hold op i Elitedivision. Det bliver et opgør præget af personligt drama og en intern historik, som er nærmest uendelig og ubeskrivelig. Spillere som Christian Frølund, Frederik Bjarkam og Jakob Hjorth har alle søgt tilflugt mod AL-Bank Elite, der for flere år tilbage ikke var et foreneligt koncept med den måde, som Aalborg Padel ønskede at drive et førstehold. Hjallerup Marked, go home. Her skal der popcorn til. Aalborg Padel er sammen med oprykkerne fra Team Zerv topfavorit til en direkte nedrykning

FAVORITVÆRDIGHED:

Team Padel Star 77 Elite *****
PadelPadel Aarhus ****
PadelBoxen ****
KIF Padel Club **
AL-Bank Elitepadel Aalborg **
Team Zerv *
Aalborg Padel *

Du kan følgende Elitedivisionen Vest på RankedIn samt se hele kamprogrammet her: ELITEDIVISIONEN VEST.

Padelbladet.dk modtaget meget gerne jeres indlæg fra holdkampene i Lunar Ligaen. Send dem til kontakt@padelbladet.dk – meget gerne sammen med billedmateriale vi må bruge.
Forrige artikelPremier Padel går i sort
Næste artikelUngdomslandsholdet i padel indtog Gran Canaria
Gæsteskribent
Padelbladet.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra padelverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.