Juniorpadel skal ud at leve i hele Danmark. Det er målet i Padel i Danmark, der arbejder på at lave et bæredygtigt træningstilbud til de yngste målgrupper i landets foreninger.
Sommerferien er over os, men på Padel i Danmarks kontor bliver der knoklet på livet løs. Der skal undersøges, afprøves og testes. Deres uddannelseskonsulenter er nemlig i fuld gang med at udvikle et juniorpadeltilbud til landets foreninger.
Her kommer en Q&A deres uddannelseskonsulenter, Nathali Thorius og Kitte Kry Bøttcher, der sammen har svaret på en række spørgsmål om Padel i Danmarks arbejde med juniorpadel.
Kan I fortælle lidt om jeres arbejde med juniorpadel?
”I første bølge lægger vi vægt på ‘Familietræning’ og ‘Juniorpadel’. Vi har lavet noget research og været ude på nogle besøg i forskellige klubber. Efter sommerferien følger vi to testklubber, som vi hjælper i gang, og hvor vi kan prøve nogle forskellige ting af.
Lige nu sidder vi og designer sjove øvelser til træningen, som bliver en del af ‘Juniorpadel’. Det næste, vi skal i gang med, er ‘Opstart af juniortræning’, altså hvordan man rekrutterer medlemmer, får en god træning op at stå og så videre.
Vi forventer, at ‘Familietræning’ og ‘Juniorpadel’ er færdige i slutningen af året og at ‘Opstart af juniortræning’ bliver færdiggjort inden udendørssæsonen 2024.”
Er der forskel på at arbejde med padel til voksne og til unge?
”Ja. Øvelserne skal være sjove og kreative – og hvis man kan skabe et billedligt univers, fanger det især børn. Kommunikationen er også anderledes; man skal være kort og konkret, når man forklarer noget, børnene vil gerne være aktive, hvor de voksne gerne vil forstå formålet bag en øvelse. Og så kan man få børn til alt, hvis man skaber den rette stemning eller historie.”
Hvordan skal juniorpadel komme ud at leve?
”Vi vil gerne have juniorpadel ud at leve bredt i Danmark – og vi har specielt fokus på foreningerne.
Af DGI/DTFs medlemsforeninger er det kun 28 procent af dem på Sjælland, der tilbyder juniortræning. På Fyn er det 43 procent, og i Jylland er det 23 procent af klubberne. Vi vil gerne op på minimum 75 procent i alle tre landsdele.
Vi vil gerne gøre det bæredygtigt – skabe et tilbud til den yngre målgruppe i foreningerne, som kan fortsætte og blive en del af foreningen. Det er en målgruppe, som er blevet lidt overset i padel indtil nu, men der begynder at vise sig en større efterspørgsel. Vi vil gerne have, at hele familien kan samles i padelklubben og spille både sammen og hver for sig.”
Skal jeres forening have juniorpadel?
Gør jeres forening sig tanker om at starte juniortræning op, så er I meget velkomne til at kontakte Padel i Danmarks uddannelseskonsulenter for sparring, vejledning og råd:
Nathali Thorius: E-mail: nat@tennis.dk. Telefon: 40 48 97 33.
Kitte Kry Bøttcher: E-mail: kkb@tennis.dk. Telefon: 20 77 02 27.