Dansk Padel Forbund skriver i en nyhed om deres besøg i Holbæk Padel Klub, der frygter for udviklingen. Aflyste træninger og kampe. Spillere, der søger andre steder hen. Og et stort pres på foreningens baner. Sådan lyder nogle af konsekvenserne for landets største forening, Holbæk Padel Klub, som kun kan tilbyde spil på foreningens udendørs baner året rundt.
I Holbæk Padel Klub har man i flere år arbejdet på en plan, som skal sikre dem et indendørs center. Læs herunder mere om planen og se svaret fra Holbæk Kommune ift. padelforeningens ønske om et nyt center.
Holbæk Sportsby
Det er midt om eftermiddagen en decemberdag i Holbæk Sportsby. Lyset på banerne er allerede tændt, for mørket falder som bekendt tidligt denne tid på året.
Selvom temperaturen ligger på cirka fem grader, er størstedelen af banerne fyldt med engagerede spillere, som endnu en gang har fundet det varme undertøj frem.
Sådan ser billedet ud hele året i Holbæk Padel Klub. Når regn, vind og frost ellers ikke står i vejen for træninger og spil. For i Holbæk Sportsby kan man kun spille padel i det fri og håbe på gode forhold.
En bragende succes
Det var i 2023, at Danmarks største padelforening målt på antallet af medlemmer, begyndte at tage form. Her gav Holbæk Tennis og Padelklub samtykke til, at 733 medlemmer kunne blive oprettet i Holbæk Padel Klubs medlemssystem. Med andre ord var klubsammenlægningen mellem de to foreninger en realitet.
I dag har Holbæk Padel Klub efter sammenlægningen næsten 1600 medlemmer, heraf omkring 150 medlemmer mellem 13 og 18 år, som er en høj andel i forhold til mange andre padelforeninger.
Flere af foreningens bedste spillere er dog begyndt at søge andre steder hen for at udvikle deres spil, mens mange af breddespillererne også må søge mod Mørkøv eller Roskilde for at komme under tag.
– Vi bruger størstedelen af vores tid på at påvirke beslutningstagerne i forhold til, hvad Holbæk Sportsby skal bruges til. Det betyder alt for vores fremtid med et nyt padelcenter, siger Kenneth Green Nielsen, som er formand i Holbæk Padel Klub og fortsætter:
– I dag er det godt vejr, og alle baner er fyldt op, men vi har været i gang med padel i fem år, og vores medlemmer bliver bedre og bedre og søger andre steder hen, hvor de har en mulighed for at dygtiggøre sig i deres sportsgren, uddyber formanden.
Konkret forslag klar
I Holbæk Padel Klub har man i flere år arbejdet på en plan, som skal sikre foreningen et nyt padelcenter i Holbæk Sportsby.
Ønsket er at opføre et moderne center med 10 baner, heraf én singlebane og et tilhørende klublokale til foreningen. Centret kan opføres i Holbæk Sportsby på det såkaldte byggefelt D, og det vil ifølge Holbæk Padel Klubs egne skitser få et samlet areal på 3.800 m2.
– Vi har gjort os umage og arbejdet sammen med både Holbæk Kommune, Holbæk Sportsby og Sparekassen Sjælland-Fyn for at få realiseret vores drøm. For vi har også fundet ud af undervejs, at det ikke bare er sådan lige, når man gerne vil drive noget foreningsmæssigt, fortæller Kenneth Green Nielsen.
Formanden fortæller videre, at han ikke er bange for, om Holbæk Padel Klub også vil have medlemmer i fremtiden, hvis planerne om et nyt indendørs center ikke bliver realiseret.
– Men for udviklingen af Holbæk Padel Klub og fastholdelsen af alle vores medlemmer er det helt afgørende, at der kommer et padelcenter. For i sidste ende er der er ingen tvivl om, at padel er en indendørssport, siger Kenneth Green Nielsen og fortsætter:
– Vi kan godt hygge os med at spille padel udendørs. Men det er bare på et andet niveau, end det som fremtiden skal leve op til i Holbæk Padel Klub, slår formanden fast.
DGI-rapport udviklet for Holbæk Kommune
Ifølge en rapport lavet af DGI Storkøbenhavn for Holbæk Kommune, som blev offentliggjort i august 2024, findes der flere fordele ved at opføre et indendørs padelcenter i Holbæk Sportsby på byggefelt D, som lige nu står tomt.
Et nyt padelcenter vil ifølge rapporten understøtte foreningen i dens medlemsvækst. Desuden vil man kunne holde flere turnerings- og klubarrangementer hele året rundt.
Et indendørs padelcenter vil også være økonomisk interessant for kommunen, påpeger rapporten. Det skyldes, at padel er en kommerciel idrætsaktivitet, hvor de aktive spillere har gode muligheder for at finansiere deres egen idrætsaktivitet.
Sparekassen Sjælland-Fyn er desuden positivt indstillet over for forslaget om opførslen af et nyt padelcenter under forudsætning af, at det bliver i foreningsregi.
Kommune afventer beslutning
Hos Holbæk Kommune anerkender man den succes, som Holbæk Padel Klub er i dag.
– Holbæk Padel Klub er i en rigtig god udvikling, og vi har også noteret os foreningens ønsker om indendørs faciliteter, lyder det fra direktør i Holbæk Kommune, Erik Kjærgaard Andersen, i et skriftligt svar.
Det betyder dog ikke, at der er garanti for et kommende padelcenter i Holbæk Sportsby.
– Vi har på baggrund af DGI’s rapport indledt en dialog og en politisk proces om en eventuel udvikling af Holbæk Sportsby, som huser en meget stor del af Holbæk bys klubber og foreninger. Jeg har fuld forståelse for utålmodigheden hos de enkelte foreninger, men ved en stor udvidelse af sportsbyen er vi forpligtet til at se på både potentialer og ønsker hos de enkelte foreninger, men også den økonomi, som er nødvendig for at udvide, skriver Erik Kjærgaard Andersen til Dansk Padel Forbund.
Direktøren i Holbæk Kommune skriver videre, at dialogen er i fuld gang, og at politikerne i løbet af 2025 vil prioritere, hvilke faciliteter de ønsker at etablere først.
– Kommunen vil i 2026 herefter prioritere midler til at medfinansiere den udvikling, som vurderes at være bedst for brugere, foreninger og interessenter, og som samtidig er økonomisk bæredygtigt for sportsbyen, lyder det fra Erik Kjærgaard Andersen.
Tilbage i Holbæk Padel Klub håber Kenneth Green Nielsen, at man snart vil få en afklaring.
– Det har været frustrerende ikke at være herre i eget hus, og at vi må afvente beslutninger, som er ude af vores hænder, når vi har skabt så meget selv, og kan skabe så meget selv. Vores drøm og målstæning er, at der står et færdigt padelcenter i efteråret 2026, slutter Kenneth Green Nielsen.
Artiklen er skrevet af Dansk Padel Forbund.