Torsdag d. 1. januar 2026 kan der blive en historisk dag i dansk padel. Her kan padelsporten nemlig blive anerkendt som et selvstændigt forbund under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Det er muligt efter en ny aftale mellem Dansk Padel Forbund, Dansk Tennis Forbund og DIF. Det skriver DPF på deres hjemmeside.

Bliver padelforbundet indlemmet hos DIF, vil det være en kæmpe gevinst for spillere, centre, foreninger og øvrige padelaktører hos Dansk Padel Forbund, lyder det fra Frederik Bentler.

– For mig er det altoverskyggende, at padel bliver anerkendt som en selvstændig sport. Og så følger der en betragtelig økonomisk støtte med, som vil blive ført ud til mere padelaktivitet, så vi skaber bedre ydelser for vores medlemmer, siger formanden hos Dansk Padel Forbund.

Vigtigt at høre medlemmer

Dansk Padel Forbund har i flere år kæmpet for at få Dansk Tennis Forbund til at afgive deres aktivitetsgodkendelse på padel, så padelsporten kunne blive anerkendt som eget forbund.

Løsningen er nu landet på et fælles padelprogram, hvor de to forbunds padelaktiviteter og padelressourcer bliver samlet. Begge forbund udpeger hver tre personer til en styregruppe.

– Man skal huske at spørge sig selv: Hvad var alternativet? Jeg har mange gange tænkt på at trække mig fra forhandlingerne, men omvendt ville det være også at sige farvel til en masse ressourcer. Vi kunne muligvis have kigget ind i, at padelsporten først kunne optages som et DIF-forbund i 2030, hvis konflikten var fortsat. Og vi kan virkelig lave meget ungdomsarbejde og bedre træneruddannelser med den økonomiske støtte, som vi nu kan få adgang til i DIF, forklarer Frederik Bentler.

Selvom det på nuværende tidspunkt kan være svært at gennemskue for det enkelte medlem, hvad den nye aftale betyder, så forsikrer Frederik Bentler, at den vil have en mærkbar effekt.

– Alt har i virkeligheden et potentiale til at blive bedre. Vi kan for eksempel lave et bedre turneringsudbud eller endnu bedre træneruddannelser. Det afhænger også af, hvilket fokus vi vælger at tage. Det er vigtigt for os at lytte til vores medlemmer for sammen at finde ud af, hvilken vej vi skal gå fremover, lyder det fra formanden.

Det bliver vigtigt at lytte til medlemmerne, hvilken vej de ønsker at gå ved den næste generalforsamling i 2025, fortæller formanden hos Dansk Padel Forbund. Foto: Dansk Padel Forbund.

Mere padel i foreningerne

I kølvandet på udmeldingen om den nye aftale med Dansk Tennis Forbund og DIF har enkelte sat spørgsmålstegn ved, at tennisforbundet fortsat vil have indflydelse i udviklingen af padel.

– I min verden giver det rigtig god mening, at Dansk Tennis Forbund sidder med ved bordet. Der er masser af padelbaner ude i tennisklubberne, og nu kan vi lave endnu mere padel i foreningsregi i kombinerede tennis- og padelklubber. Det er noget af det, som vi har savnet, og som kan være svært i vores kommercielle centre, siger Frederik Bentler og fortsætter:

– Derudover er det også smart, at der er nogen, som kender til arbejdsgangen og kulturen i tennisklubberne, og at den erfaring kommer med ind i padelprogrammet. Vores samarbejde åbner muligheder for, at vi kan lave turneringstilbud i kombinerede klubber, eller at vi måske kan lave et ungdoms-DM i foreningspadel. Det vil også være oplagt for tennis- og padelklubberne at komme med i vores State Outdoor Padel Series. I virkeligheden er det ønsket, at der er kunder i begge butikker, og at spillere kan prøve kræfter med begge dele, siger formanden.

2025 bliver et overgangsår

2025 er et overgangsår, hvor Dansk Tennis Forbunds og Dansk Padel Forbunds aktiviteter fortsætter, som de hele tiden har gjort.

I løbet af året skal forbundene drøfte de konkrete detaljer for det fælles program herunder overlappet af udbud.

– Jeg håber, at vi med aftalen kan hjælpe den danske padelelite ved at sikre den bedre vilkår, fordi vi nu også kan få adgang til Team Danmark. Vi skal også have skabt et bedre grundlag for at få flere unge ind i padelsporten, mens vi samtidig også får fat i de ældre. Desuden skal vi dygtigere til samarbejdet med foreningerne og til at udvikle tilbud til dem. Og så håber jeg meget på, at vi sammen med DIF kan lave en drejebog for etablering af nye padelforeninger, så vi gør det så nemt som muligt at være frivillig i padelsporten, slutter Frederik Bentler.

Artiklen er skrevet af Dansk Padel Forbund her.

Forrige artikelSvenske Simon Vasquez skriver under med Adidas og Tretorn
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@padelbladet.dk. Anders er også freelance digital konsulent.