Tore Skjold spillede i en årrække som professionel tennisspiller, præcis som han efterfølgende var en del af eliten i dansk tennis. I dag er padelsporten hans fuldtidsjob som både spiller og ”Head of sports” i Vejle Padel Center. Vi har spurgt ham ind til, hvad han ser som den store forskel på de to sportsgrene, både på og udenfor banen.
Padelcentre skyder op i hele landet hurtigere end de fleste kan følge med. Til dato går det godt, for efterspørgslen er stor og nye spillere kommer løbende til. Dansk Padel Forbund ansætter nye medarbejdere for at kunne følge med efterspørgslen på turneringer, træneruddannelser og meget mere. Kurven går kun i en retning. En retning tennissporten, til trods for pæne stigninger i medlemstal, slet ikke kan følge.
Men hvad er det helt grundlæggende der gør, at padelsporten kan blive ved med at vækste i en sådan grad, at man som tennisentutiast uundgåeligt må være en lille smule misundelig? Vi har sat Tore Deleuran-Skjold, sportslig ansvarlig i Vejle Padel Center stævne til en række spørgsmål og svar. Han er blandt dem i landet, der har det mest indgående kendskab til begge sportsgrene med mange år i tennissporten og derudover som en af de første der ”sprang” med på padelbølgen herhjemme.
Du er født og opvokset med tennis, brugt hele din ungdom på sporten. Når du så kaster dig over padel, dedikerer dig til den sport, lærer alt om den, hvordan bliver dit syn så på tennis?
Jeg vil altid have en passion for tennis, fordi sporten har været så stor del af mit liv. Ikke længere som arbejde, men jeg følger stadig med i ungdomstennis og dem jeg dystede med, da jeg var ungdomsspiller (Rafael Nadal, Stanislas Wawrinka etc.) Jeg er enormt taknemmelig for alt det, som tennis har lært mig. Og så er der mange fællesnævnere mellem tennis og padel, hvor jeg kan bruge fra alt det jeg har lært i tennis. Både om klubliv, det at skabe en forening. Noget af det som fungerede godt, da jeg var ung, men som i de senere år er smuldret lidt væk rundt om i en del tennisklubber. I selve det at få skabt de bedste padelspillere herhjemme kan jeg også trække på erfaringen, fordi der i elitesport er mange fællesnævnere, når det kommer til talentudvikling.
Du har spillet tennis siden du var helt lille. Spillet professionelt, eliteniveau i Danmark. Du vil være en oplagt kandidat til et trænerjob i en stor dansk klub. Hvorfor ”hoppede” du over på Padel, hvad var det der trak i dig?
Som spiller var det følelsen af, at blive bedre til noget. Den oplevelse havde jeg ikke længere i tennis. Her var det i bedste tilfælde vedligeholdelse, desværre nok nærmere degradering. Selvom man som træner og spiller har erfaring og ved, at træningsmængde hænger sammen med niveau, er det svært at anerkende, man bliver dårligere. Man må bare sige, at det antal timer det kræver at opretholde niveau er massivt, hvilket ramte mig på et tidspunkt, hvor jeg havde ofret meget for sporten i mange år.
Jeg var heldig at komme ind i padel via et ophold i Spanien. Vi er som tennisspillere heldige med, at vi kan drage en masse teknik med ind i sporten. Vi kan relativt hurtigt føle os relativt gode i den her sport. Jo bedre man bliver, så indser man ens mangler. Sådan er det med mange ting i livet. Det er noget af det padel kan, at man relativt hurtigt føler, at man har styr på det. Der er dog samtidig den her udviklingsdør, der bliver ved med at stå der. En dør med mulighed i det uendelige for at blive bedre og nørde detaljer.
Det er der også i tennis. Men for mig var tennis blevet en form for efterår, ved at hoppe over i padel blev det hele nyt, sjovt og spændende. Jeg kunne være med på højeste niveau, præcis som mange andre atleter fra andre sportsgrene har gjort det.
Tennis er måske mere en ensom sportsgren i udgangspunktet, fordi man oftest står alene på banen modsat padel. Hvordan oplever du forskellen på det punkt mellem de to sportsgrene?
Det er noget af det, der er sjovt. Noget af det, man skal lære at tage højde for som tidligere atlet i en individuel sport. At padel er en holdsport. Afstanden er halveret til modstanderen, det er anderledes end i tennis. Men i dialogen med din makker er der mange ting der går igen, hvis jeg sammenligner det med at spille en double i tennis.
Det er klart, at i træningsdelen, der bliver det hele meget mere socialt i padel, hvilket tiltaler mig. Ofte var man i tennis lidt overladt til sig selv, også grundet den fysiske afstand til den du spillede med. Både til makker og modstander, sådan er det ikke i padel. Det giver noget interessant, intenst og på en måde en form for nærvær. Der er meget mere taktisk, fordi man ikke på samme måde som i tennis slår forbi modstanderen.
Hvad er det i dine øjne der gør, at padelsporten bliver ved med at vækste?
Læringskurven i tennis er ekstremt stejl, der går længere tid, før det bliver sjovt. I padel føler man lynhurtigt, at man kan blive god, det er sjovt. De fysiske krav er lave, hvis du bare skal i gang og have det sjovt. Selvfølgelig er det en god ide at være i god form, men er du god til at læse spillet kan du kompensere. Det giver en mere bred appeal. De tekniske forudsætninger er lave, du bliver hurtigt god, det gør det sjovt. Her er en stor kontrast til tennis, hvor der tager tid, før det bliver sjovt. Inden du når det niveau er mange, desværre, faldet fra i tennissporten.
