Er du én af de mange padelspillere, som elsker at spille DPF-turneringer? Så har du måske også indimellem tænkt over, hvordan Dansk Padel Forbunds regelsæt egentlig er skruet sammen. Det har DPF lavet et opslag om på Facebook.
Deadlines, pointgrænser, ventelister, reserver, kategorier, præmier, ranglistepoint m.m. Der er masser af forskellige begreber, som er gode at sætte sig ind i, hvis du ønsker at spille DPF-turneringer, og er du én af dem, der allerede har spillet mange turneringer, så er det måske også værd at kigge på turneringsreglerne engang imellem for at se, hvorvidt regler og krav stadig ser ud, som de gjorde, da du sidst kastede et blik på dem.
Meget er nemlig sket på turneringsområdet de seneste år, og derfor er meget nyt også blevet tilføjet i de to regelbøger, de har på de individuelle DPF-turneringer:
Turneringsregler
Krav til ranglisteturneringer
DPF evaluerer løbende på de regler, retningslinjer og krav, de har til turneringsarrangørerne og til selve turneringerne. I sidste uge har de eksempelvis specificeret overfor arrangørerne, hvilke krav og anbefalinger der stilles til præmierne i DPF-turneringerne.
DPF har også vedtaget, at der nu kan oprettes selvstændige tilmeldingsrækker i DPF500, så du i disse turneringer kan vælge, om du helt specifikt kun ønsker at tilmelde dig selve DPF500-rækken og dermed undgå at blive rykket ned i DPF200-rækken, hvis ikke pointene rækker til at få plads i DPF500-rækken.
Vidste du, at arrangør selv kan vælge pointgrænserne i først til mølle-rækkerne, så længe de ikke er over 500 point i DPF50 og 100 point i DPF25? Vidste du, at der kun må spilles DPF-turneringer i centre, som er medlem af Dansk Padel Forbund?
Vidste du, at du og din makker ikke må spille DPF-turneringer, hvis I ikke begge har aktivt licens, og hvis I alligevel får sneget jer ind i en turnering, så får I 0 point til DPF’s rangliste for bestræbelserne, uanset den placering I måtte have spillet jer til?
Vidste du, at et afbud fra en spiller i en DPF2000/1000/500 er lig med et afbud fra parret, men at du i lavere kategorier gerne må skifte din makker ud, så længe denne overholder nogle specifikke krav om antal point?
For Dansk Padel Forbund er det afgørende, at de turneringsarrangører, som får lov at sætte DPF’s turneringer op, overholder de regler og krav, som de har indvilget i at arbejde under. Så snart det pågældende turneringsreglementet er blevet godkendt af DPF, kan det dog være svært for DPF at følge med i, om tingene går rigtigt for sig op til og under den givne turnering, og derfor er det vigtigt, at de hører fra spillerne, hvis der opleves noget andet end dét, reglerne og kravene foreskriver.
Du er som spiller altid velkommen til at fortælle om dine turneringsoplevelser til Lars Baes ved at sende en mail til lb@danskpadelforbund.dk. Kun ved spillernes hjælp kan DPF tage fat i de arrangører, som ikke overholder kravene og derved få forbedret spilleroplevelserne og kvaliteten af DPF’s turneringer.