Hård metal, regn og klar østdansk dominans med afslutningsvist flot og spændende padel blev historien fra Carlsberg Nordic Padel Series 4 på Padel Yard Reffen, som var tænkt og planlagt som en 100% afviklet udendørsturnering - før regnen satte ind og nødvendiggjorde en flytning til Yardens indendørsbaner i stedet.
Fredagens herrekampe gav ikke de helt store overraskelser, og de fire seedede herrepar gik alle videre til lørdagens semifinaler. Lørdagen blev dog hurtigt ramt af regn, og derfor besluttede DPF, Padel Yard Reffen og Padel TV i fællesskab, at det mest fornuftige ville være at flytte turneringen til indendørsbanerne, hvor vi så i kvindefinalen blev præsenteret for en match på ekstremt højt niveau, da Gitte Haxen og Mari Carmen Villalba i et spændende tresætsopgør slog Mie Skov og Cornelia Lister. Dermed fik Gitte Haxen revanche for finalenederlaget (m. Maria Rasmussen) til Julia Wiese og Simone Alipieva i Carlsberg Nordic Padel Series 3 i Pakhus77, og samtidig fik Mie Skov endnu engang vist, at hun kan være med på allerhøjeste niveau herhjemme.
Herrefinalen blev et opgør mellem de to podcastnørder, Marc Møller og Oscar Sebber, som sædvanen tro havde deres vanlige respektive makkere, Emil Domela og Ricard Manchon med sig. Det lykkedes Møller/Domela at skabe turneringens vel nok største overraskelse ved at slå danmarksmestrene og racelistens førerhunde i to sæt. Sebber/Manchon havde forinden gjort det af med Galskov/Laudrup i en intens tresætter, mens Møller/Domela sikkert tog sig af Loughlan/Alferez. En suveræn og fortjent titel med fire sejre i to sæt.
En stor tak til alle spillerne for tålmodighed med både ustadigt vejr og konstant growlen fra nabomatriklen. Det er fedt at mærke opbakningen og den positive stemning, uanset at der er ydre omstændigheder, som naturligt vil kunne sætte tålmodigheden på prøve.
En kæmpe tak til Padel Yard Reffens ledelse og personale for et problemfrit samarbejde og en fed opsætning. Der ligger en masse planlægning, kræfter og timer i at skulle afvikle en Carlsberg Nordic Padel Series-turnering, og Yarden har gjort det til UG to år i træk – vejret kan vi ikke styre, og der er ingen, der er mere trætte af en flytning fra udendørs til indendørs end arrangøren. Vi håber at solen vil skinne på jer og os i 2025, hvis 2025-kalenderen fører os sammen igen.
Se alle resultaterne på RankedIn.
Nyheden er skrevet af Dansk Padel Forbund på deres Facebook-side.