Der skal uddeles ædelt metal, når finalerne i Padel i Danmarks holdturnering løber af stablen på lørdag. Kom forbi Vejle Padelcenter eller Racket Club Taastrup og nyd padel fra øverste hylde. Finalen i den allerbedste række kan også ses direkte på SPORT LIVE. Det skriver Padel i Danmark på deres hjemmeside.
Arla Protein Ligaen Sensommer/Efterår 2023 er nået til sin afslutning, og slutspillet står for døren i weekenden. Der bliver traditionen tro knald på, når DM-medaljerne skal finde sine ejermænd- og kvinder.
Husk, at der er tv-transmission fra finalen i den bedste række – Arla Protein Ligaen – fra Vejle Padelcenter på lørdag direkte på SPORT LIVE fra klokken 12.15.
Finaler i øst og vest
Efteråret har budt på padel i alle afkroge af landet. Der er blevet spillet knap 300 holdkampe – eller med andre ord 1200 padelkampe – i Arla Protein Ligaen Sensommer/Efterår 2023. Højspændte dramaer fra Gug i nord til Maribo i syd. Og stærke padelspillere har runde efter runde hele sæsonen igennem prydet tv-skærmen på SPORT LIVE.
Nu skal det hele afgøres. Det spritnye Vejle Padelcenter lægger lørdag baner til otte finaler, hvor guld og sølv skal fordeles. Det er også her de fire stærkeste hold i Arla Protein Ligaen skal kæmpe om DM-titlen. Se frem til et nervepirrende opgør, når de tre puljevindere RTP The Champs (Randers), VPC (Vejle), Racket Club (Taastrup) samt den bedste to’er fra de tre puljer, der findes senere på ugen, mødes.
RTP The Champs er dobbeltforsvarende mestre og har presset på deres skuldre. Om det lykkes dem at vinde titlen for tredje gang i træk, kan du se på SPORT LIVE eller ved at tage et smut forbi Vejle.
Udover Arla Protein Liga finalen bliver der spændende og god padel med finaler i både 1., 2., og 3. division for herrer. Samt finalen i mix, for kvinder og ikke mindst de modne mænd og erfarne kvinder i +50 rækkerne. Der er garanti for underholdende og seværdig padel.
Befinder du dig langt fra både Vejle og en tv-skærm lørdag formiddag, så frygt ej. Også i den anden ende af landet i Racket Club Taastrup – Arla Protein Stadion – går det løs. Fra kl. 10 vil centreret bugne af intense padelkampe, når der skal udkæmpes fem finaler på tværs af køn og niveauer.
Svinger du vejen forbi Taastrup lørdag formiddag, kan du se frem til flere finaler i herrernes 2. og 3. division – og ikke mindst det imødesete opgør i kvindernes række mellem BatWomen (Hillerød) og Ninja og KO (Ringsted og omegn). Det sidste opgør vil helt sikkert byde på drama og underholdning.
Arla® Protein kigger også forbi hallen i Taastrup og byder på lidt smagsprøver og lækkerier.
Kom og støt dine favoritter
Der er fri entré, så læg endelig vejen forbi Vejle Padelcenter eller Racket Club Taastrup, hvis du vil se dansk toppadel på nærmeste hold.
Padel i Danmark dækker slutspillet fra start til slut og laver løbende opdateringer lørdagen igennem. Følg med på vores kanaler og på Tournament Software.
Nyheden er skrevet af Padel i Danmark på deres hjemmeside her.