Padel i Danmark præsenterer i denne uge de nominerede til Arla Protein Foreningsprisen på deres hjemmeside. Arla Protein Foreningsprisen uddeles for tredje gang, og nu kan I møde den første af i alt tre nominerede foreninger: Albertslund Tennis og Padelklub.
Hver eneste dag er der foreninger, som arbejder for at gøre en forskel for padelsporten i Danmark. Foreninger, der arbejder hårdt for fællesskabet og for at udvikle og udbrede padel. Den indsats er uvurderlig og værd at hylde, og derfor uddeler Arla® Protein og Padel i Danmark for tredje gang Arla Protein Foreningsprisen.
Sidste år løb ØBG Silkeborg Tennis og Padel med prisen og den medfølgende præmiecheck på 10.000 kroner, som skal gå til vinderforeningens videre udvikling og virke. På baggrund af et flot felt af indstillede foreninger fra hele landet, er det nu blevet tid til at præsentere den første af i alt tre nominerede til dette års udgave.
Nomineret #1: Albertslund Tennis og Padel Klub
Albertslund Tennis og Padelklub har på imponerende vis skabt et padeltilbud, der ikke kun har fået mange flere borgere i Albertslund til at finde vej til banerne, men også har fremmet integrationen af padel i foreningslivet på tværs af aldersgrupper og færdighedsniveauer.
I foråret 2022 tog klubben et stort skridt ved at etablere to padelbaner med støtte fra fonde. Denne investering markerede begyndelsen på en udvikling, der både skulle tiltrække nye medlemmer og give de eksisterende tennisspillere et nyt, spændende tilbud. Ambitionen har hele tiden været at sænke barrieren for at deltage i sport. Med padel har klubben skabt en mindre teknisk udfordrende indgang til sport og gjort det muligt for flere borgere at opleve succes og glæde på kort tid.
Foreningen har haft særligt fokus på at tilbyde aktiviteter for grupper, som ellers ofte står uden for foreningslivet. Blandt andet har børnefamilier, seniorer og borgere, der af økonomiske årsager ikke har haft mulighed for at benytte private padeltilbud, haft gavn af de nye baner. Og succesen har været til at mærke – medlemstallet er vokset fra 210 til 430 på blot to år, og klubben har nu planer om at udvide med yderligere to baner i efteråret 2024 i samarbejde med Albertslund Kommune.
Hos formanden for Albertslund Tennis og Padel Klub, Lennart Bjerring, vækker nomineringen til Arla Protein Foreningsprisen stor begejstring
“Vi er meget glade for at være nomineret til Arla Protein Foreningsprisen. Det betyder meget, at foreningens frivillige bliver anerkendt for det kæmpe arbejde, der er lagt i de mange udviklingsprojektet og -aktiviteter. Vi håber også, at nomineringen vækker interesse blandt potentielt nye medlemmer, for vi har stadig plads til flere medlemmer, både begyndere og øvede, voksne såvel som børn.”
“Vi er meget glade for at være nomineret til Arla Protein Foreningsprisen. Det betyder meget, at foreningens frivillige bliver anerkendt for det kæmpe arbejde.”
Fokus på udvikling – på alle niveauer
Ud over de fysiske faciliteter har klubben også haft fokus på udvikling. Seks padeltrænere er blevet uddannet hos Padel i Danmark, og klubben tilbyder træning til alle niveauer – fra begyndere til øvede og juniorer. De mange træningstilbud har ikke kun tiltrukket nye padelspillere, men også aktiveret de eksisterende tennisspillere, hvoraf flere har taget padel til sig som et alternativ eller supplement til tennis.
Et særligt samarbejde med AIF Senior Idræt har vist sig at være en stor succes. Seniorer (60+) har fået deres egne padeltimer, hvilket har øget aktivitetsniveauet for denne gruppe. Samtidig ser klubben en konstant stigning i tilslutningen blandt juniorer, og for første gang kommer mange direkte til padel uden først at have spillet tennis.
På konkurrencefronten har klubben også markeret sig stærkt. Med to herrehold i Arla Protein Ligaen, hvoraf ét har arbejdet sig op til en plads i 2. division, er interessen for holdspil kun vokset. I den igangværende efterårssæson af Padel i Danmarks holdturnering har klubben tilmeldt tre herrehold og to damehold, hvilket vidner om et højt engagement og ambitioner på tværs af medlemmerne.
Sociale arrangementer styrker sammenholdet
I Albertslund Tennis & Padelklub er det sociale aspekt en vigtig del af foreningslivet. Klubben har skabt arrangementer, hvor medlemmerne mødes både på og uden for banerne. Et af de mest populære events er “Cocktail Padel og Tennis”, hvor deltagerne kombinerer sport og socialt samvær – en aktivitet, der har styrket fællesskabet mellem padel- og tennisspillere.
Med to nye padelbaner på vej ser fremtiden lys ud for Albertslund Tennis og Padelklub. Udvidelsen vil ikke blot skabe plads til endnu flere medlemmer og holdtræninger, men også bane vejen for nye samarbejder med både kommune og skoler. Samtidig fortsætter klubben sit vigtige arbejde med at integrere padel som en aktivitet for psykisk sårbare voksne, der gennem sporten kan blive en del af fællesskabet i foreningslivet.
Om prisen:
Arla Protein Foreningsprisen skal i år uddeles for tredje gang. Prisen skal gå til en forening, der har gjort noget ekstraordinært for padelsporten. Det kan være ved…
- At foreningen har et højt aktivitetsniveau, der rammer mange målgrupper – gerne målgrupper, som ellers er underrepræsenteret i idrætten
- At foreningen har været med til at gøre det mere tilgængeligt at spille padel og har været med til at sætte sporten på landkortet
- At foreningen er nytænkende eller er med til at udvikle padelsporten i Danmark med konstruktive løsninger og innovative bud på, hvordan vi i fællesskab kan skabe endnu mere padel
- At foreningen har deltaget aktivt i Padel i Danmarks aktiviteter, fx Træneruddannelsen, Arla Protein-ligaen, andre turneringer m.m.
Vinderforeningen vil modtage pris og præmiecheck i foreningen af repræsentanter fra Padel i Danmark.