Mens Padel i Danmark har udtaget spillere til European Games har Dansk Padel Forbund udtaget en trup, der skal deltage ved EM i padel. Alt imens kæmpes der i kulissen for at få den vækstende sport på det olympiske program.
At repræsentere Danmark er noget ganske unikt for de fleste idrætsudøvere. Det skal det også være. At trække landsholdstrøjen over hovedet er noget af det ypperste, man som atlet kan opnå. Sådan vil de fleste idrætsfolk på eliteniveau sige.
I padel er landsholdet stadig en relativ ny ting, præcis som sporten er det. På grund af, at der både satses på padel i det rene padelforbund, Dansk Padel Forbund (DPF) og det i DTF-regi organiserede ”Padel i Danmark”, er der opstået undren overfor mængden af landshold.
For mens DPF har udtaget en herre- og dametrup der til oktober skal dyste om EM, så har Padel i Danmark udtaget to mænd og to kvinder, der skal dyste ved European Games i polske Krakow.
Padel i Danmark, under Dansk Tennis Forbund, har udtaget Maria Rasmussen, Gitte Haxen, Marc Møller og Emil Domela Hansen. De fire skal spille herredouble, damedouble samt mixdouble ved European Games. European Games er et stort stævne, hvor der i nogen idrætsgrene dystes om EM. Dog ikke padel.
Selve EM afvikles senere på året, antageligvis i Sydeuropa, når en langt større dansk trup sendes af sted, udtaget af de danske landstrænere under Dansk Padel Forbund. Her har alle nævnte spillere også fundet vej til truppen.
PADELBLADET erfarer, at der arbejdes på et bedre og mere gennemskueligt landsholdssetup. Et setup der gerne skulle tage udgangspunkt i, at der kun udtages landshold i et forbund. Præcis som det er tilfældet i langt de fleste specialforbund, der rangerer under Danmarks Idræts Forbund, DIF.
Boom i holdturnering
Antallet af spillere, der ønsker at være en del af de danske landshold vokser. Det samme gør niveauet. Hvis man ser på antallet af hold, der deltager i Lunar-Ligaen, der rangerer under Dansk Padel Forbund, så forstår man hvorfor. Det fortæller Sekretariatsleder i Dansk Padel Forbund, Kristoffer Jørgensen.
“Interessen for sporten generelt og ligaen specifikt fortsætter med at vækste. For et år siden havde vi 2800 licensspillere, nu har vi lidt under 11.000 spillere. 700 hold deltog i sidste års holdturnering, der er verdens største. Det er helt vildt, men stiller selvfølgelig også krav til vores organisation“, forklarer Kristoffer Jørgensen.
I starten af 2022 blev Kristoffer Jørgensen den første fuldtidsansatte medarbejder i Dansk Padel Forbund, der har til huse i Idrættens Hus i Brøndby. Her godt et år senere er der fire fuldtidsansatte medarbejdere i forbundet.
Kristoffer Jørgensen har selv en baggrund i tennissporten, herunder en årrække som øverste ansvarlig i Tennis Club Odense. Han ved derfor, hvad det er man har brug for som medlem af et forbund. Dog adskiller padel sig fortsat ved, at de fleste baner i landet er kommercielle centre, da mængden af foreningsbaner stadig er mindre.
“Vi er en organisation, hvor du betaler for de varer du bruger. Du betaler ikke et beløb pr. medlem du har, men efter hvor mange baner du har. Det er omvendt af den klassiske metode i DIF-strukturen, men når vi er en sport med så stor en mængde af kommercielle centre er det sund fornuft at gøre det på den måde“, forklarer Kristoffer Jørgensen.
Hvis man som spiller er tilknyttet et center koster en årlig licens 100 kroner, hvis man ikke er koster den 200 kroner.
Landshold med løftet kvalitet
Tilbage til landsholdene. Dem var Kristoffer Jørgensen selv en del af, da han kort efter de første padelslag i 2019 blev grebet af sporten. Rejserne betalte man selv, præcis som selve udtagelsen ikke var organiseret på samme måde som i dag, hvor en decideret landstræner er ansvarlig. Dermed var det ikke nødvendigvis de bedste, der var med hver gang.
“I dag er der et sted mellem 200.000 og 250.000 der spiller padel på fast basis. Det giver jo et kæmpe rekrutteringsgrundlag. Den måde jeg var på landsholdet, fordi jeg havde spillet tennis, det alene ville ikke kunne bringe mig på landsholdet i dag. De seneste år er niveauet steget betragteligt. Ikke kun i eliten, men hele vejen rundt, fordi så mange spiller meget padel“, forklarer Kristoffer Jørgensen. Der bliver uddannet flere trænere, kommer udenlandske trænere til. Det kan man aflæse på alle niveauer.
Kristoffer Jørgensen vurderer, at Danmark aktuelt er en midternation i international padel. Foran os er nationer som Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Sverige. Vi er på niveau med lande som Polen og Tyskland. Et niveau der uden tvivl vil blive højere de kommende år, når de første spillere fra de danske ungdomslandshold, der har haft padel som deres primære sport, begynder at banke på til det danske seniorlandshold.