Den ordinære Lunar Ligaen går ind i sin syvende sæson, mens Lunar Ligaen 4P går ind i sin tredje sæson. Dansk Padel Forbund oplyser, at tilmeldingen til efterårssæsonen 2023 nu er åben – skal dit hold deltage?

Lunar Ligaen er en landsdækkende turnering for hold og er åben for alle på tværs af køn og alder. Ligaen er opdelt i en divisionsstruktur for hver region i Danmark og afvikles halvårligt med en forårs- og efterårssæson. Ved sæsonafslutning kåres en vinder der får overrakt pokaler efter den afsluttende runde. Perioden vil typisk være: Forårssæson = Februar – juni og Efterårssæson = August – december.

Lunar Liga 4P er en nyere version og videreudvikling af Lunar Ligaen – kun med 2 tidligere sæsoner bag sig. 4P står for “For Piger”, men det betyder også “4 padelspillere” – og i Lunar Ligaen 4P skal der blot fire spillere til for at stille hold til kamp. Lunar Ligaen 4P er dermed så godt som samme opskrift og samme koncept som Lunar Ligaen, og konceptet er udviklet for at gøre plads til flest mulige kvinder. Hele 140 tilmeldte hold spillede Lunar Ligaen 4P i foråret 2023 – og blot 7 kampe blev ikke spillet, hvilket er helt fantastisk imponerende! Det bliver derfor et brag af en efterårssæson 2023.

Fun facts om Lunar Ligaen:

  • 679 hold og 5.944 spillere spillede lige knap 3.800 holdkampe eller 19.700 enkeltkampe i foråret 2023
  • Lunar Liga strukturen er verdens største Padelturnering for hold og vokser med 1/3 pr. sæson
  • Der er hold med helt fra Skagen til den tyske grænse – og fra Bornholm til Esbjerg
  • Det har aldrig været lettere at tilmelde sig og komme i gang end netop nu
  • Padel og Lunar Ligaerne er #ForAlle
  • Du kan følge alt om Lunar Ligaerne i deres Facebook-gruppe.

Highlights efterår 2023

  • Med i din tilmelding er altid de rigtige bolde: HEAD Pro S
  • Lunar Ligaen 4P har Final Four og Slutspil
  • Holdopstillingen er fortsat fri for holdkaptajnerne.
  • Holdkaptajnerne får frem til 27. august 2023 til frit at rykke deres hjemmekampe

Vigtige datoer:

06. august – sidste frist for tilmelding af hold (husk EarlyBird rabat helt frem til 1. juli)
11. august – rækker og divisioner frigives
27. august – sidste frist for at rykke hjemmekampe
28. august – Lunar Ligaerne starter
02. december – sidste spilledag
29. december – Oprykningsspil & Final Four
28. og 29. december – DivisionSlutspil & SerieSlutspil

Hvad koster det?

Prisen for at tilmelde hold til Lunar Ligaen eller Lunar Ligaen 4P i efteråret 2023:

  • Alle hold i Lunar Ligaen: 1.350 kr. (tilmeldingsgebyr + 9 rør bolde)
    Medlemsklubber/medlemscentre under Dansk Padel Forbund: 1.150 kr.
  • Alle hold i Lunar Ligaen 4P: 1.200 kr. (tilmeldingsgebyr + 6 rør bolde bolde)
    Medlemsklubber/medlemscentre under Dansk Padel Forbund: 1.000 kr.
  • Alle hold kan fratrække ”Early Bird-rabat” på 200 kr. ved tilmelding og betaling inden 1. juli 2023.

Hvordan spilles Lunar Ligaen?

Et hold i Lunar Ligaen består af minimum 6 spillere. Dog anbefales minimum 8 spillere, så holdet ikke er alt for sårbar overfor skader, sygdom og andre afbud. En holdkamp består af 2×3 kampe mod et af de andre hold fra samme division. Holdsammensætningen skal ændres efter de første 3 kampe, således at de 3 næste kampe ikke er identiske med de første 3.

Afhængig af antal tilmeldte hold vil holdene blive inddelt efter region, og dernæst i et antal divisioner. Der er ingen begrænsninger for hvordan et hold i Lunar Ligaen kan sammensættes. Det kan være et familiehold, et firmahold, gamle soldaterkammarater, et rent kvindehold, et rent herrehold eller et mixhold. Unge kan spille på hold med veteraner. Det vil være dit holds samlede styrke der afgør hvilken division jeres hold spiller i. På den måde omfavner Lunar Ligaen både motionister, talenter og elitespillere. Sådan beskrives Lunar Ligaen af Dansk Padel Forbund på deres hjemmeside.

Vil du vide mere om Lunar Ligaerne, eller andre turneringstilbud fra Dansk Padel Forbund, vil vi anbefale dig at kigge forbi deres turneringsportal.

Hvordan spilles Lunar Ligaen 4P?

Et hold i Lunar Ligaen 4P består af minimum 4 damespillere. Det anbefales dog at man er minimum 6 spillere, så holdet ikke er alt for sårbart overfor skader, sygdom og andre afbud. En holdkamp består af 2×2 kampe mod et af de andre hold fra samme division. Holdsammensætningen skal ændres efter de første 2 kampe, således at de næste kampe ikke er identiske med de første. Lunar Ligaen 4P er begrænset til pige- og damespillere.

Afhængig af antal tilmeldte hold vil holdene blive inddelt efter region, og dernæst i et antal divisioner. Det vil være dit holds samlede styrke der afgør hvilken division jeres hold spiller i. På den måde omfavner Lunar Ligaen 4P både motionister, talenter og elitespillere. Det kan man læse om på Dansk Padel Forbunds hjemmeside.

Det er nemt at tilmelde et hold til Lunar Ligaen og Lunar Ligaen 4P. Klik her for tilmelding.
Forrige artikelDansk Padel Forbund forlænger hovedsponsoraftalen med Lunar
Næste artikelEM 2023: Se hvem der er udtaget på det danske landshold i padel
Anders Baron
Anders Baron er stifter og medejer af Padelbladet.dk. Han er ansvarlig for den digitale platform og online annoncering. Anders skriver om padel i relation til rejser, livsstil og udstyr. Kontakt på anders@padelbladet.dk. Anders er også freelance digital konsulent.