Padel i Danmark præsenterer på deres hjemmeside de tre nominerede til Arla Protein Spillerprisen 2024. Prisen uddeles for tredje gang og gives til en spiller, der i særlig grad har udmærket sig i padelsporten i Danmark. I dag kan du møde den anden nominerede: Emil Okkels.
For tredje gang skal Arla Protein Spillerprisen uddeles. Bag prisen står Arla® Protein og Padel i Danmark, som i fællesskab vil bidrage til at sætte spot på en spiller, der i særlig grad har udviklet sig og udmærket sig i padelsporten i Danmark.
I 2022 tilfaldt æren Emil Lilleøre Madsen, og sidste år gik titlen til Julia Isabella Wiese. Nu er det tid til at finde og kåre dette års vinder, der samtidig modtager en præmiecheck på 10.000 kroner.
De tre nominerede – og herunder den endelige vinder – er udvalgt af en jury bestående af repræsentanter fra Padel i Danmark. Vinderen vil blive afsløret i de kommende uger.
’Padel i Danmark’ er navnet på DGI og Dansk Tennis Forbunds samlede indsats for at udvikle padelsporten i Danmark.
Nomineret: Emil Okkels
I 2019 fik vores anden nominerede til Arla Protein Spillerprisen, Emil Okkels, øjnene op for padel. Han begyndte dog først for alvor sin padelrejse i 2022, da han deltog i sine første turneringer på eliteniveau.
Det fynske padelhåb var engang et stort tennistalent, men i takt med at han blev ældre blev de mange mål og drømme i tennis erstattet af padel. Nu er Emil Okkels blandt landets bedste herrer i padel, og jagter titler med et padelbat i hånden.
Dobbelt danmarksmester
Baggrunden i tennis kan ses på padelbanen, hvor Emil Okkels er helt fremme ved nettet med flugtninger og skarpe smashes. Han har en stor taktisk forståelse på banen med en stor iver efter at forbedre sig på hele tiden og løfte sit sportslige niveau.
2024 har været et godt år for Emil Okkels. Den 23-årige fynbo er aktiv i Padel i Danmarks holdturnering Arla Protein Ligaen, hvor han spiller i den øverste række. Han har repræsenteret PadelBoxen i Odense i både forårs- og efterårssæsonen.
De bedste resultater leverede han i forårssæsonen, da han dannede par med Emil Lilleøre Madsen og sikrede flere vigtige sejre til Odense-holdet.
I juni viste Emil Okkels også, hvor dygtig en padelspiller han er, da han deltog i danmarksmesterskabet i padel i Herning. Ligesom vores første nominerede til Arla Protein Spillerprisen, Simone Alipieva, som blev offentliggjort i går, kan Emil Okkels bryste sig af at være dobbelt danmarksmester ved DM i padel 2024 – Powered by Arla® Protein under DIF’s DM-ugen.
Først med Emil Lilleøre Madsen ved sin side i herredouble og siden i mix med Simone Alipieva. Og især mixen var en god oplevelse.
”Simone og jeg har spillet før, hvor vi havde haft en mindre god oplevelse, så vi havde noget at bevise, og det, synes jeg, vi gjorde i dag. Jeg synes, at vi spillede rigtig godt sammen. Kommunikationen var god, og vi holdt os skarpt til den ’game plan’, vi havde lagt. Det er den sjoveste mix, jeg har spillet,” sagde Emil Okkels efter kampen.
Emil er den anden af i alt tre nominerede til Arla Protein Spillerprisen.
Om prisen:
Arla Protein Spillerprisen skal bidrage til spiller- og talentudviklingen ved at kaste spotlight på de nominerede spillere og ved at støtte vinderen med præmien på 10.000 kroner.
Vinderen af Arla Protein Spillerprisen er kendetegnet ved flere af nedenstående ting
- En spiller som har gennemgået en markant udvikling rent spillemæssigt
- En spiller, som er en god repræsentant for padelsporten og en god rollemodel i sporten
- En spiller som tør tænke langsigtet og ikke blot er fokuseret på resultater her og nu
- En spiller, som med sit engagement bidrager til den samlede spiller- og talentudvikling i Danmark
- En spiller som deltager aktivt i aktiviteter under Padel i Danmark
Prisen skal uddeles for tredje gang i år. I 2022 gik prisen til Emil Lilleøre og i 2023 til Julia Isabella Wiese. Vinderen vil modtage pris og præmiecheck i spillerens klub af repræsentanter fra både Arla® Protein og Padel i Danmark.